Seneste nyheder

Åbningstider

Lørdag 10.00 - 17.00
Søndag 10.00 - 17.00

Priser

Entré kr.  50,-
Børn u. 12 år Gratis
Grupper kr.  40,-
(min. 10 personer)

 

 



Auto Galleriets sponsorer



Følg os på Facebook

Find Auto Galleriet på Facebook

Følg os på YouTube

youtube-logo

Betalingsservice tilmelding

Klik her for at tilmelde betaling af medlemskontingent til Betalingsservice

VEDTÆGTER FOR AUTO GALLERIET


Godkendt på stiftende generalforsamling den 24. oktober 2009

1. Navn og hjemsted
1.1. Foreningens navn er Auto Galleriet.
1.2. Foreningens hjemsted er Herning Kommune.

2. Formål
2.1. Foreningens formål er:
at fremme og styrke interessen for motorhistoriske og klassiske veteran- og liebhaverkøretøjer samt andre tekniske frembringelser af almen transportteknisk og kulturhistorisk interesse gennem samvær og fælles aktiviteter for medlemmer og publikum
at formidle de nævnte køretøjers og tekniske frembringelsers egen historie og kulturhistorie på en saglig og oplysende måde over for et bredt publikum gennem f.eks. udstillinger, foredrag og specielle events.
2.2. Aktiviteterne – herunder udstilling af køretøjer og tekniske frembringelser – skal finde sted i bygningsmæssige rammer så tæt ved bykernen i Herning som praktisk og økonomisk muligt.

3. Medlemskab
3.1. Som medlem kan optages enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål. Medlemmerne er forpligtede til at overholde foreningens vedtægter, herunder at leve op til formålsparagraffen.
3.2. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves forud for et helt kalenderår og forfalder til betaling den 1. februar.
3.3. Indmeldelse skal ske skriftligt på foreningens indmeldelsesblanket eller på foreningens hjemmeside. Ved indmeldelse betales kontingent for indeværende kvartal og resterende kvartaler af det indeværende kalenderår. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.
3.4. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art. Medlemmer af foreningen, som rettidigt har betalt kontingent, har adgang til at benytte foreningens faciliteter mødelokaler m.m.. Medlemmer med fast standplads har adgang til at benytte foreningens værksted og værktøj.
3.5. Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til foreningens formand. Medlemskab ophører automatisk, såfremt kontingentet ikke er betalt senest 1. februar. Medlemskab skal herefter nytegnes. Eventuelle
økonomiske mellemværender med foreningen afvikles i denne sammenhæng. Allerede betalt kontingent tilbagebetales ikke ved udmeldelse.
3.6. Standpladslejere skal tage mindst to dagvagter eller 4 halve dagvagter i Auto Galleriet om året, for at bemande receptionen i Auto Galleriets åbningstider. Vagterne fordeles af bestyrelsen, og medlemmerne kan frit bytte vagter indenbyrdes.

4. Eksklusion
4.1. Bestyrelsen kan foretage eksklusion af et medlem ved manglende indbetaling af kontingent eller standpladsleje, eller hvor medlemmet overtræder foreningens vedtægter eller skader foreningens omdømme. Medlemmet skal orienteres skriftligt om eksklusionen og have mulighed for at udtale sig herom.
4.2. I sager om eksklusion har medlemmet krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særskilt punkt. Beslutning om eksklusion indbragt for generalforsamlingen kræver samme majoritet som til ændring af foreningens vedtægter.
4.3. Ekskluderede medlemmer kan ikke gøre krav gældende over for foreningen.

5. Generalforsamling
5.1. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.
5.2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Der indkaldes til generalforsamlingen via foreningens hjemmeside samt ved udsendelse af mail til de medlemmer, der har oplyst mailadresse, med mindst 1 måneds varsel.
5.3. Dagsordenen skal som minimum indeholde punkterne
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab
4. Godkendelse af budget og fastsættelse af kontingent
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
6. Valg af ekstern revisor og kritisk revisor samt suppleant for sidstnævnte
7. Behandling af indkomne forslag
8. Orientering om aktiviteter i den kommende sæson
9. Eventuelt

5.4. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen og navne på kandidater der opstilles til bestyrelsen, skal fremsendes skriftligt og være foreningens formand i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
5.5. Kun fremmødte registrerede medlemmer, der senest den 1. februar i det år, hvor generalforsamlingen afholdes, har betalt forfaldent kontingent for indeværende år, har stemmeret og er valgbare til bestyrelsen.
5.6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af bestyrelsen. På generalforsamlingen træffes alle beslutninger ved simpelt stemmeflertal (mere end 50% af de afgivne gyldige stemmer). Afstemning sker ved håndsoprækning, med mindre mindst ét medlem begærer skriftlig afstemning. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Valg til bestyrelsen foretages efter pointmetoden. De to medlemmer, som ved denne afstemning bliver nr. 4 og 5 (ulige år), hhv. nr. 5 og 6 (lige år), er valgt til suppleanter.
5.7. En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Der føres en protokol over de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger.
5.8. Ekstern revisor skal være en statsautoriseret eller registreret revisor. Kritisk revisor og revisorsuppleant skal være medlemmer af foreningen.

6. Ekstraordinær generalforsamling
6.1. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst en fjerdedel af medlemmerne over for formanden stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden.
6.2. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 6 uger efter, at kravet herom er modtaget af formanden, og den skal indvarsles på samme vis som den ordinære generalforsamling.

7. Ledelsen
7.1. Bestyrelsen er foreningens ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med foreningens vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
7.2. Bestyrelsen består af 7 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne vælges hver især for en periode af 2 år. På den årlige generalforsamling er henholdsvis 3 og 4 af bestyrelsesmedlemmerne på valg - 3 i ulige år og 4 i lige år. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer, sekretær m.v. Der vælges 2 bestyrelsessuppleanter for 1 år ad gangen. Bestyrelsen afholder konstituerende møde senest 14 dage efter afholdt generalforsamling med bestyrelsesvalg.
7.3. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Ved eventuel stemmelighed er formandens stemme afgørende, og er han/hun ikke til stede, er næstformandens stemme afgørende.
7.4. Der føres protokol over de af bestyrelsen vedtagne beslutninger. Beslutningsreferat fra bestyrelsens møder lægges ud på foreningens hjemmeside.
7.5. Bestyrelsen har fuldmagt til at samarbejde med andre klubber eller foreninger om enkelt-arrangementer og til i samarbejde med en eller flere klubber eller foreninger at disponere over et eventuelt overskud fra et enkeltarrangement. Bestyrelsen kan frit indgå aftale om leje af bygninger og køb af faciliteter til brug for foreningens aktiviteter.
7.6. Det påhviler bestyrelsen at udarbejde retningslinjer i henhold til foreningens formål med henblik på godkendelse af køretøjer til foreningens standpladser og af andre tekniske frembringelser til udstilling i foreningens lokaler.

8. Tegning og hæftelse
8.1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og yderligere mindst ét bestyrelsesmedlem. Ved optagelse af lån tegnes foreningen dog af den samlede bestyrelse. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.
8.2. Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med sin formue.

9. Regnskab og revision
9.1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
9.2. Senest den 1. februar afgiver bestyrelsen driftsregnskab og status til revisor, som udarbejder årsregnskab og påtegner dette.
9.3. Regnskabet underskrives af bestyrelsen og revideres af den kritiske revisor.

10. Vedtægtsændringer
10.1. Ændring af foreningens vedtægter kan kun ske på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen, og hvor mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer stemmer for vedtægtsændringen.

11. Foreningens opløsning
11.1. Fremsættes forslag om foreningens opløsning, indkalder bestyrelsen med mindst 1 måneds varsel til ekstraordinær generalforsamling med foreningens opløsning som eneste punkt på dagsordenen.
11.2. Foreningen kan opløses eller videreføres som en selvstændig enhed, hvis 2/3 af foreningens medlemmer er mødt på den ekstraordinære generalforsamling, og 4/5 af de fremmødte stemmer for forslaget.
11.3. Såfremt den ekstraordinære generalforsamling ikke er beslutningsdygtig, indkalder bestyrelsen til en ny ekstraordinær generalforsamling med mindst 2 ugers varsel. Her kan opløsningen besluttes uanset antallet af fremmødte, såfremt 1/2 af de fremmødte stemmer for forslaget.
11.4. Udviser regnskabet overskud, skal midlerne udloddes til almennyttige formål i Herning Kommune. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.

Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 24. oktober 2009.

Herning, den 24. oktober 2009
Som dirigent:

Advokat Egon Bjørn Andersen


Pkt. 3.2, 3.3, 3.4 og 3.5 er ændret og pkt. 3.6 er tilføjet ved den ordinære generalforsamling 16. marts 2013. Pkt 5.4 er ændret ved den ordinære generalforsamling 5. marts 2016.